Afsnit og opgaver i haven.

tirsdag, juli 12, 2016

Tomater og agurker i drivhuset!

Omkring d.25/5 plantede jeg de 12 tomatplanter jeg havde fremstillet fra frø.De blev plantet i plantekummen i den ene side af drivhuset.Drivhuset blev færdigbygget i maj 2015.
Jorden i plantekummen blev delvist udskiftet i år med højbedsmuld og komposteret kogødning.
Der er fire forskellige slags tomater: Black Prince,Black Cherry,Yellow Pear og Stupice.
Planterne er nu så høje at jeg har knebet toppen på flere af dem.
Den første modne tomat er plukket.
I den anden side af drivhuset står der tre kapillærkasser med plantesækker.I hver kasse er der plantet en agurk og en tomat.De to agurker er slangeagurk og den tredie er en skoleagurk.
Jeg er spændt på agurkerne,da jeg ikke tidligere har dyrket sådanne.Det er mere besværligt at knibe agurker,men jeg håber jeg gør det rigtigt.Der er små agurker på to af planterne.
Jeg håber at jeg kan undgå sygdom og skadedyr i drivhuset.





mandag, juli 11, 2016

Planter i hegnet!

Vores gårdhave er forsænket i.f.t. haven og er således omgivet af en mur på de to sider mod haven.På muren er der et gammelt,grønt havehegn hvor jeg har plantet forskellige planter op af.
For en del år siden såede jeg staudelathyrus,som for et par dage siden er begyndt at blomstre.De er fortrinsvis lyserøde og de dufter ikke.
Desuden er der en meget blomsterrig klematis 'Niobe',som gror på et stativ,men er dirigeret over på trådhegnet.Den har blomstret længe,men kan iflg. planteskiltet blomstre til september.
I år har jeg plantet georginer op mod hegnet,da de behøver støtte og jeg nemt kan fjerne visne blomster og snegle.
I bedet gror også rosen 'Bonica',som får et væld af pinkfarvede roser.Bedet ser meget frodigt ud.



søndag, juli 10, 2016

Havearbejde i al slags vejr!

Det må siges at være et afvekslende sommervejr.Men på trods af at jeg har ferie passer det mig udemærket.
Når der kommer regnbyger kan jeg lave forskellige indendørs sysler.Det er jo nødvendigt at støvsuge,vaske tøj m.m.
Der er også haverelaterede indendørs opgaver bl.a. i drivhuset hvor tomater og agurker skal vandes og knibes.Idag har jeg plukket den første modne tomat.
Jeg fik plukket de modne solbær på den ene af buskene plantet sidste år.Det var ikke en stor portion,men jeg havde andre bær i fryseren så der blev et par store glas marmelade.
Igår var det tørvejr hele dagen med sol og blæst.Jeg fik plantet nogle af de mange hjemmelavede stauder,hvoraf nogen af dem var fremstillet sidste forår.Det var fortrinsvis på "volden" hvor jeg tilstræber farverne gul,orange,mørk blomme samt flere nuancer af blå.
Jeg plantede mandstro,lupin,storkenæb og primula.
Håber jeg får lejlighed til at plante flere planter ud nu hvor der er et minimum af ukrudt i bedene.


fredag, juli 08, 2016

Åben have!

Torsdag aften kl. ca. 20.00 ankommer omkring 50 havegæster.De havde forinden været i en anden have i nærheden.Det var tørvejr i starten af besøget,men snart begynder det at småregne.
Gæsterne udviste stor interesse for havens planter og indretning.Jeg havde som vanligt mine frøformerede planter stående udenfor drivhuset og flere spurgte om jeg solgte planter.Det var især sølvsalvie som vakte begejstring og da jeg har mange andre planter til udplantning,solgte jeg dem jeg havde.
Da det stadig regnede blev kaffe og brød indtaget i vores carport i stedet for det planlagte arrangement under åben himmel.Trods vejret var det meget vellykket og jeg finder det inspirerende at  have besøg af andre haveinteresserede.
Jeg kom stort set gennem alle bede i haven forud for besøget.Nu regner jeg med at få plantet en stor del af mine planter ud i de nyrensede bede i de kommende dage og efter vejrudsigten kommer der meget belejligt regn.
Idag gik jeg en tur igennem haven og tog nogle fotos,- se med her!















tirsdag, juli 05, 2016

Sommerferie i haven.Det er bare det bedste!

Jeg har tre ugers ferie og er i gang med uge to.Vi har ikke de store planer,men haven trænger til "en kærlig hånd".
Torsdag har jeg åben have i aftentimerne i haveforeningsregi.Derfor er jeg "lidt under pres" for at lave haven lidt præsentabel.
Efter regn i flere uger trives planter og herunder også ukrudt.I bedene trænger der også til beskæring og oprydning.I går var det dejligt havevejr,-idag har det småregnet.
Jeg har dog været ude alligevel og har nået meget især m.h.t. ukrudtsbekæmpelse.
Roserne ser indtil videre godt ud.Sidste sommer var roserne en katastrofe og jeg kasserede nogle,andre blev flyttet og de resterende blev hårdt beskåret i foråret.Jeg købte og fordelte komposteret kogødning og har siden gødet regelmæssigt.Men de flere ugers regnvejr vekslende med sol og blæst har formentlig også haft god virkning på roserne og haven i det hele taget.
Jeg viser mine to yndlingsroser i haven,-Astrid Lindgren (den lyserøde) og Claire Austin.
Den 26/6 var min mand og jeg på besøg i Claus Dalby's have.Det var en oplevelse og især de mange krukker med planter i smukt afstemte farver imponerede mig.





Et ganske særligt år!-2020