Afsnit og opgaver i haven.

fredag, august 31, 2018

Surbundsbedets planter trives.

De forskellige lyngplanter tilfører nu surbundsbedet farver.Lyngen blev plantet sidste efterår og alle har overlevet tørken i sommer.De forskellige rhododendron trives og efterhånden er de “groet sammen”!En af dem står med få blomster på trods af,at den blomstrede i foråret.
Siveslangen ligger stadig i bedet,som blev vandet nogle gange gennem de tørre måneder.
I bedene omkring står der en selvsået olieplante.Det er et frø fra en olieplante,som groede der sidste år.Den er ikke så voldsom stor,så den “danner par”med en blå sommerfuglebusk “Ellens Blue”,der bliver ca. 1,5 m høj.I samme bed en af de roser,som i år tilsyneladende har nydt vejret.Det er en ‘Comte de Chambord’,som har fået nye blomster gennem flere måneder.
I det bed jeg er igang med at plante stauder og græsser efter inspiration af Jeannette Fruergaard,står der et paradisæbletræ Malus ‘Gorgeous’ underplantet med fjergræs Stipa tenuissima ‘Pony Tails’.Dem har jeg fremstillet fra frø og har læst at de ikke er vinterhårdføre,hvilket måske betyder,at jeg graver dem op og overvintrer i drivhuset.
I weekenden vil jeg fortsætte med at plante det nye staudebed til.De planter,som ikke længere skal være i bedet graver jeg op og flytter andre steder hen.









søndag, august 26, 2018

På havebesøg i en stor have på landet!

Idag har min mand og jeg været til åben have hos Jeannett Fruergaard og hendes familie  på deres dejlige landejendom ved Stoholm.
Fra det øjeblik,hvor vi parkerede på gårdspladsen,blev vi overvældet af de mange indtryk fra den smukke,farvestrålende og velanlagte have.
Det er en meget stor have med store bede hvor mange spændende græsser spiller hovedrollen.Sammen med store flader af farvestrålende stauder,som gentages i bedene og smukke træer som overstandere.
Der var en frodig køkkenhave,en flot skærehave og et drivhus fyldt med spændende,farvestrålende afgrøder.
Flere steder i haven var der arrangementer og anlæg,som vidnede om,at ejendommens ejere er kreative og arbejdsomme mennesker.
Jeg har læst den dejlige artikel i “Haven” i augustnummeret,men det var meget inspirerende at se haven med egne øjne.Det var også dejligt,at opleve min mands åbenlyse begejstring for de farvestrålende bede og vi var meget enige om,at vi vil bestræbe os på at “efterligne”noget af det vi så idag.






Et ganske særligt år!-2020