Afsnit og opgaver i haven.

søndag, november 26, 2017

Novembersøndag i haven.

Det flotte vejr lokkede mig ud i haven i et par timer idag.Solen var fremme i lange perioder,dog afbrudt af nogle korte og heftige regnbyger.
Der er stadig noget at gøre i haven.Jeg klippede nogle roser halvt ned,da de p.g.a. nogle lange skud  nemt kunne blive rykket løs,når der kommer kraftige vindstød i vinterens løb.Den ene af roserne,Crocus rose,havde stadig blomster og de pynter nu i vores udestue.
De pottede hortensia,som står beskyttet i nærheden af huset,har stadig fine farver.Dem der står i havens bede har taget skade af frosten.
Nu er bladene faldet af træerne så der er uhindret udsigt over søen.Solens stråler fremhævede farven på de kugleformede bøgetræer,som står tæt på drivhuset.
Hen på eftermiddagen gik jeg indenfor og startede med at rydde op og gøre rent i vinterhaven.Min plan er at pynte op og gøre vinterhaven klar til julehygge.





fredag, november 17, 2017

Lukketid i haven!

I næste uge kan der komme sne i Nordjylland! De sidste dage har jeg indrettet drivhuset til vinteropbevaring af planter og pudset vinduerne,så vintersolen får optimale muligheder for at skinne igennem.
Det er skønt at arbejde derude især når solen er fremme.Jeg har lavet et midlertidigt plantebord og idag har jeg pottet nogle hyacinter og nogle kæmpeverbena.Sidste år overvintrede jeg også kæmpeverbena og kunne derfor plante store fine planter ud i foråret.
Mine georginer er renset for det meste jord og “ plantet” i den plantekumme,som tomatplanterne voksede i.Bliver det rigtig koldt dækker jeg dem med flamingokasser eller fiberdug.
Udenfor drivhuset har jeg placeret de tre hortensia,som i år er blevet for store til overvintring i drivhuset,i bundene fra kapillærkasser.Jeg må dække dem med bobleplast eller fiberdug ved behov.
Inden det blev mørkt tog jeg nogle fotos på min tur rundt i haven.
Klokkerankerne blomstrer.Roserne Astrid Lindgren,Aprikola og Crocus rose fra Austin har stadig knopper.Hortensia står med falmede blomster og begyndende efterårsfarver i løvet.Blåbærbuskene er også ved at ændre farve.Den hvide floks blomstrer endnu.Der er fine,små blomster i de asters jeg købte i april på plantemarked.
Om kort tid har ovennævnte planter “takket af” for i år,men så kan de mange stedsegrønne planter og ikke mindst Rhododendronbedet med de forskellige lyngplanter tilføre vinterhaven kulør!










Et ganske særligt år!-2020